De danske 4. klasseelever læser signifikant bedre end gennemsnittet af elever inden for EU/OECD. Det viser nye resultater fra den internationale undersøgelse PIRLS – Progress in International Reading Literacy Study. Sammenlignet med PIRLS-undersøgelsen fra 2011 er danske elevers resultater faldet med 7 point, så det nu er tilbage på det niveau, de danske elever havde i 2006.

Resultaterne, der er indsamlet i foråret 2016, viser, at Danmark sammenlignet med de nordiske lande opnår det laveste gennemsnitlige niveau i læsning. Mens Danmark og Finland har oplevet en mindre tilbagegang, der ikke er statistisk signifikant, har de norske og svenske elever forbedret deres resultater signifikant siden 2011. Blandt de 50 lande, der har deltaget i undersøgelsen, indtager Danmark en delt 13. plads sammen med 11 andre lande. Finland er fortsat det nordiske land, der klarer sig bedst, og ligger som nummer fem. Undersøgelsen viser desuden, at gruppen af svage læsere i Danmark er blevet større siden 2011, og at Danmark er det nordiske land, der har færrest rigtig dygtige læsere.

Resultaterne peger også på, at det har betydning for elevernes resultater, hvor ofte der bliver talt dansk eller det givne testsprog i hjemmet. I Danmark scorer elever, der altid taler dansk i hjemmet, 32 point højere end elever, der nogle gange taler dansk i hjemmet. Denne forskel er lidt større end i Sverige, Finland og Norge, hvor forskellen henholdsvis er 31, 29 og 21 point.

”Læsning er fundamentet til at blive klog på alt fra problemregning og fotosyntese og til den danske kongerække og tysk grammatik, og resultaterne her vidner om, at vi fortsat er nødt til at have et skarpt fokus på, at alle elever bliver gode læsere. Med skolepuljen forsøger vi at løfte fagligt svage elever i udskolingen på 104 skoler. Det er én måde at få alle med på. Læsning skal trænes, øves og udvikles gennem hele skoletiden – også derhjemme. Derfor er forældrene og deres engagement også en vigtig brik,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Som også tidligere både PIRLS- og PISA-undersøgelser har vist, læser danske piger bedre end drengene. Danmark er dog det nordiske land, hvor kønsforskellen er mindst, og forskellen ligger under det internationale niveau.

Danmark har i 2016 også deltaget i en ny elektronisk læsetest af online tekster. Kun tre af de øvrige 13 lande, der har deltaget, klarer sig signifikant bedre end Danmark. Resultatet for den elektroniske læsetest er signifikant bedre end det danske resultat for papirversionen af PIRLS. Her er der ikke signifikant forskel mellem de danske piger og drenge, og især drengene klarer sig bedre i den elektroniske læsetest. Resultaterne af den såkaldte ePIRLS-undersøgelse uddybes i en særskilt rapport, som offentliggøres i 2018.