I henhold til Lov nr. 1532 af 19. december 2017 om udlodning af overskud og udbytte fra lotteri (udlodningsloven), § 18, nr. 3 anvendes 20,7 pct. af oveskuddet fra Danske Spil A/S og Klasselotteriet A/S, der tilfalder lovens gruppe 3, til undervisningsformål inden for Undervisningsministeriets område.

Fordelingen af udlodningsmidler til undervisning sker efter tilslutning fra Folketingets Finansudvalg. Midlerne udmøntes som udgangspunkt som en ansøgningspulje og fordeles som projekttilskud med henblik på at støtte aktiviteter og nye tiltag, herunder udvikling af nye undervisningsmidler, inden for undervisningsområdet.

Såfremt der sker et væsentligt fald i Undervisningsministeriets udlodningsbeløb, udmøntes midlerne i de pågældende år ikke som en ansøgningspulje men på andenvis. Hvis årets udlodningsmidler til undervisning skal udmøntes som en ansøgningspulje, vil ansøgningsrunden typisk finde sted i juni. Puljen vil blive annonceret gennem ministeriets puljeoversigt, hvor man også kan finde udmeldingerne vedrørende tidligere ansøgningsrunder. Man kan desuden tilmelde sig ministeriets nyhedsbrev, hvis man ønsker at blive orienteret om ansøgningsrunden.

Formål, som kan opnå tilskud fra årets udlodningsmidler, vil fremgå af ansøgningsmaterialet, som offentliggøres, når ansøgningsrunden starter. Der gives fra puljen ikke tilskud til:

  • Formål, der får tilskud efter gældende lovbestemmelse eller finanslovbevilling
  • Driftsudgifter
  • Skolerejser, klasserejser, ekskursioner og udvekslingsrejser
  • Rejser og studieophold
  • Formål af lokal karakter
  • Anskaffelser
  • Etableringer og ombygninger

Fri offentlig tilgængelighed

Ansøgere skal være opmærksomme på, at alle materialer og lignende udviklet med tilskud fra ministeriets udlodningsmidler skal være offentligt tilgængelige, samt at det skal være gratis at bruge de udviklede materialer og produkter.

Krav til administration og afrapportering

Læs mere om ministeriets krav til administration og afrapportering for projekttilskud, herunder tilskud fra udlodningsmidlerne.

Sidst opdateret: 13. marts 2019