Diagram: Fortsat lav tilslutning til de sproglige studieretninger på landets gymnasier

Note: Figuren viser 1.g’ernes fordeling på studieretningernes hovedområder, november 2018. Opgørelsen omfatter 95 % af eleverne på landets gymnasier (stx, hhx, htx samt den 2 årige stx). 
Kilde: Styrelsen for It og Læring

Kun 10 procent af stx-eleverne på 1. årgang har en sproglig studieretning. Ved at sammenligne fordelingen på hovedområde med indberetningen fra skoleåret 2017/2018 er der ikke nogle tydelige ændringer i andelen af elever med en sproglig studieretning.

”Der er desværre fortsat for lav søgning til de sproglige studieretninger i gymnasiet. Sprog åbner døre til verden og er et centralt element i forhold til elevernes almene dannelse. Vi skal derfor have vendt udviklingen og gjort sprog til et mere attraktivt valg for gymnasieeleverne. Det er vi i fuld gang med. I 2018 lancerede vi som noget nyt et udvekslingsprogram med Frankrig, hvor omkring 300 gymnasieelever kommer på udvekslingsophold i Frankrig. Og jeg forventer, at vi i 2019 vil kunne udmelde udvekslingsprogrammer for både Frankrig, Spanien og Tyskland. Det er med til at skabe øget fokus på sprogfagene og understøtte, at eleverne opdager, hvordan sprog helt konkret åbner verden for dem,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Det er i stedet de naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og økonomiske studieretninger, som gymnasieeleverne foretrækker. 

Blandt eleverne på stx har knap halvdelen af eleverne en samfundsvidenskabelig studieretning (44 procent), mens 36 procent af eleverne har en naturvidenskabelig studieretning. 9 procent har en kunstnerisk studieretning.

På hhx er studieretninger inden for Økonomi og Marked særligt eftertragtede. Her har 99 procent af eleverne en studieretning inden for Økonomi og Marked. Ganske få elever har en studieretning med økonomi og sprog, mens 1 procent af eleverne har en ren sproglig studieretning, der indebærer, at eleverne får i alt to fremmedsprog.

På htx har langt over halvdelen af eleverne en naturvidenskabelig studieretning (66 procent). 15 procent af htx-eleverne har en teknologisk studieretning, mens 19 procent har en kommunikationsteknisk studieretning.

Fakta

Skoleåret 2018/2019 er andet skoleår, efter gymnasiereformen trådte i kraft. Dermed har eleverne for anden gang skullet prioritere mellem en række studieretninger fastsat i lov om de gymnasiale uddannelser. Landets gymnasier har indberettet elevernes fordeling på studieretning til Undervisningsministeriet.

Siden gymnasiereformen i 2017 har antallet af centrale studieretninger været defineret i loven. Dermed er det fra skoleåret 2018/2019 muligt at sammenligne 1.g-elevernes fordeling på studieretninger med året før.

Pige til kemiundervisning